I verden findes der kun én planteædende edderkop — Kiplings Bagira.
For en edderkop er denne måde at ernære sig på helt uhensigtsmæssig — den er jo ikke en ko eller en græshoppe. Lad os derfor se nærmere på, hvordan den er endt med at leve sådan.
I Mellemamerika vokser der en usædvanlig akacieart. Dette træ har indgået en slags alliance med de lokale myrer. Akacie giver insekterne ly i sine hule stængler og fodrer dem med specielle proteinholdige vækster på bladene – Beltas til.
Til gengæld beskytter myrerne akacie aggressivt mod alle, der vover at skade den. Det er netop disse hvide korn på bladspidserne, der er myrernes føde.
Men på et tidspunkt opdagede edderkopperne, at træet producerer næringsrige proteiner i store mængder. Og de begyndte at flytte i massevis til disse akacietræer. Forestil dig, at man ikke længere behøver at jage! Man kan bare gå rundt i akacietræerne og spise disse proteinerige »godbidder«. Således blev Kiplings Bagheera bog 90 % planteæder.
Men myrerne er ikke nævnt her ved en tilfældighed. Der er en konstant kamp mellem myrer og edderkopper om retten til dette værdifulde træ. Edderkopperne bosætter sig ofte i store kolonier og udviser tegn på kollektiv adfærd. Hunnerne beskytter sammen æglæggene mod myrernes angreb. Myrerne forsøger på alle måder at drive edderkopperne væk fra deres territorium.
Som vi kan se, varede det fredelige liv ikke længe. Således udspiller der sig i mikroværlden en evig blodig krig, som vi ikke engang aner.
Edderkoppen Kiplings Bagira har fået sit navn efter panteren Bagira fra Rudyard Kiplings berømte bog ‘Junglebogen’. Denne edderkop er et unikt eksempel på tilpasning til miljøet, da overgangen til en delvis planteædende livsstil betydeligt reducerer risiciene forbundet med jagt.
Samtidig har den ikke helt opgivet kød, og kan om nødvendigt ernære sig af små insekter.
