I Sydamerika, især i den nordlige del, kan man høre historier om, at aber er meget lette at fange til aftensmad eller til salg uden brug af fælder, snarer eller andre jagtredskaber.
Det er nok, siger man, at finde et træ i junglen, der hedder »paradisnød« eller ‘abe-krukke’, og vente på, at det sultne dyr finder den modne frugt, stikker poten ind og knytter fingrene i en knytnæve for at få fat i så mange frø som muligt til en snack.
Poten sidder fast, og den heldige jæger kan smide en sæk over den glubske og roligt tage byttet med sig, med en bonus i form af delikate ‘nødder’. Det er åbenbart alt sammen opdigtet for at underholde naive børn eller godtroende turister.
Aber er ikke så dumme, at de hjælpeløst hænger på en gren og venter på, at et menneske fanger dem. Det er meget nemmere for dem at plukke hele frugten, finde en tung sten og knække den temmelig tykke skal. Man skal selvfølgelig tage i betragtning, at denne frugt slet ikke er en nød, men en flerfrøet kapsel.
Lad aberne være i fred – lad dem gladeligt spise frugterne af både ‘paradisnød’ og brasiliansk nød, så de kan få fat i det lækre indhold, og lad os vende tilbage til selve planten. Slægten Lecythis omfatter 27 arter, der ligner hinanden meget: en ret tyk (hos nogle arter op til to meter i diameter) og høj (op til fyrre meter i højden) lige stamme, dækket af brun eller gråbrun bark med dybe lodrette riller.
De elliptiske, nøgne, eviggrønne blade er enkle, som hos mange tropiske træer. Men hos nogle arter af Lecythis har de en interessant egenskab – kort før blomstringen (i perioden juni til september) falder de af. For det første bruger træet på denne måde færre ressourcer (disse arter vokser i områder, hvor denne periode er ret tør), og for det andet er det lettere for insekter at nå den duftende nektar og det næringsrige pollen.
Efter bestøvning af de klaselignende blomsterstande begynder det mest interessante. Der dannes frugter, som snart modnes og når størrelsen af en kokosnød, lidt flade, meget lig oliekrukker (deraf navnet, som kommer fra det oldgræske ord for ‘krukke’).
Hver frugt består af to halvdele: selve potten og et låg, der falder af, når frugten er moden. Her kommer forskellige dyr til deres ret: aber eller spalter ‘krukkerne’ eller tager hver enkelt frø ud og spiser dem først (de er meget saftige, kødfarvede og smager af lakrids eller anis), derefter gnaver de direkte på de rynkede frø, der er op til fire centimeter lange og op til halvanden centimeter brede.
Flagermus tager frøene ud et ad gangen for at få fat i selve frøet. Og de mennesker, der har nået at samle i det mindste en del af høsten, presser desuden olie ud af frøene, som derefter bruges til mad og undertiden til fremstilling af sæbe og andre husholdningsartikler. Frøene er for øvrigt ret rige på selen, så man skal ikke spise for mange af dem – i store doser er dette sporstof trods alt skadeligt, selvom det er uundværligt for stofskiftet.
Naturligvis bruger de lokale også træet som byggemateriale og brændsel, og frugtens skal smides ikke væk. For det første kan den bruges som drikkebeholder, og for det andet kan den sælges til de samme godtroende turister som souvenir. Men dem, der har læst denne artikel, vil helt sikkert ikke lade sig narre og foretrække en fuld æske frem for en tom med lækre frø indeni.
